SENESTE NYHEDER

Fokus Asset Management A/S udvider

Af - Skrevet den

Efter at Fokus Asset Management A/S har rådgivet tre pensionskasser omkring erhvervelse af to ejendomme beliggende centralt i København, har Fokus Asset Management overtaget forvaltningen af disse ejendomme; Niels Juels Gade 7, København K og Fiolstræde 20-24/Krystalgade 14-16, København K.

Ejendommen Niels Juels Gade 7, København K er en ca. 3.200 m² stor kontorejendom udlejet til Danske Bank. Ejendommen er attraktivt beliggende med kort afstand til Kgs. Nytorv og de indre havneområder. Beliggenheden samt ejendommens charmerende udtryk understreger ejendommens kvalitet, som vil bidrage til et langsigtet og stabilt afkast.

Ejendommen beliggende Fiolstræde 20-24 og Krystalgade 14-16, København K. er en ca. 4.400 m² fuldt udlejet ejendom med i alt 4 butikker og 24 boliglejligheder. Ejendommen og samtlige lejemål er nyistandsatte, og ejendommen fremstår yderst attraktiv. Ejendommens stand samt beliggenheden nær Nørreport Station, Strøget, hoteller mv. vil sikre, at ejendommen giver et langsigtet stabilt og attraktivt afkast. De største lejere er rejsebureauet Kilroy og tøjbutikken COS, og samtlige butikslejemål er udlejet på lange lejekontrakter.

I forlængelse af disse erhvervelser er der indgået forvaltningsaftaler af de pågældende ejendomme – den samlede ejendomsværdi er ca. kr. 300 mio.

Tonny Nielsen, CEO / Partner hos Fokus Asset Management A/S udtaler: ”Det er med stor tilfredshed, at vi i Fokus har kunnet bidrage til de nævnte ejendomskøb og samtidig har indgået forvaltningsaftaler med investorerne.”

Som en naturlig forlængelse af de indgåede forvaltningsaftaler og på grund af igangværende forhandlinger om yderligere køb for vores investorer samt igangsætning af enkelte større projekter for ejendomsfonden CRED P/S, udvider Fokus Asset Management medarbejderstaben.

Maria Drews Winther er ansat som Transaction Manager. Maria er 33 år, uddannet cand.merc.jur. og kommer fra en stilling som Manager hos Sadolin & Albæk. Maria har solid erfaring med transaktioner og analyser, og hun har et indgående kendskab til ejendomsmarkedet.

Kimmie Bruus er ansat som Regnskabsassistent/Accountant. Kimmie er 28 år og har tidligere været ansat hos Visma.

Michael Loft Nielsen er ansat som Projektchef. Michael er 56 år og er uddannet bygningsingeniør og statiker. Michael har hele sin karriere arbejdet med projektering mv. hos blandt andet MT Højgaard, MOE og senest hos BYR. Michael får blandt andet ansvaret for udviklingen af ejendommen Oslo Plads 2, København Ø, hvor Fokus Asset Management igangsætter nybyggeri af ca. 10.000 m² kontor. Desuden igangsættes et nybyggeri af 31 boliglejligheder på Nygårdsvej 32-40, København Ø samt en konverteringssag, hvor ca. 5,000 m² kontorer omdannes til boliglejligheder på Omøgade 8, København Ø.

Endelig er Anne Dorthe Lillelund pr. 1. november 2016 ansat som Senior Portfolio Manager. Anne Dorthe bliver ansvarlig for udvalgte kunder og skal sikre, at de forvaltede ejendomme udvikles og tilsikre et attraktivt afkast. Anne Dorthe er 52 år, uddannet cand.jur., og har en lang karriere indenfor ejendomsbranchen og forvaltning, senest som Senior Portfolio Manager hos Danske Bank og Porteføljechef i PFA Ejendomme.

 

For yderligere information kontakt venligst
Tonny Nielsen, CEO / Partner

Tlf.: +45 2143 0996
E-mail: tonny.nielsen@fokusasset.dk