SENESTE NYHEDER

Velux Fonden og Q Apartments Group går sammen om at stifte Kjøbenhavns Boligejendomsselskab

Af Fokus Asset Management - Skrevet den 6/7-2017

Pressemeddelelse – København, den 30. juni 2017

Velux Fonden har indgået aftale med Q Apartments Group om at stifte et selskab ved navn Kjøbenhavns Boligejendomsselskab pr. 31. august 2017. Selskabet vil eje 19 ejendomme bestående af i alt 338 lejligheder samt enkelte erhvervslejemål på attraktive adresser i København. Ejendomsporteføljen omfatter primært ejendomme i den ældre boligmasse.

Parterne har samtidig indgået en aftale om formue- og ejendomsforvaltning med Fokus Asset Management.

Det betyder, at Q Apartments Group i højere grad vil kunne fokusere på sin kerneforretning, som er at udleje lejligheder til udstationerede medarbejdere samt forsikringsselskaber, der tilbyder midlertidig genhusning til forsikringstagere i tilfælde af brand eller lignende.

Per Skovsted, direktør for formueforvaltning i Velux Fonden, har følgende kommentar: “Velux Fonden har foretaget denne investering ud fra en vurdering af, at ejendomsporteføljen vil sikre et godt, risikojusteret afkast på lang sigt, sammenlignet med de alternativer, der findes på markedet i dag. Vi finder porteføljen særligt interessant, da efterspørgslen efter lejligheder på gode adresser i den ældre boligmasse fortsat er høj og sikrer en stabil lejeindtægt.”

Kim Bøttger, Q Apartments Group, tilføjer: “Denne transaktion er en vigtig milepæl for Q Group, idet det er første gang, at virksomheden indgår partnerskab med institutionslignende investorer. Q Group er velkonsolideret i forhold til at fortsætte væksten inden for vores forretningsaktiviteter i både Danmark og udlandet, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Velux Fonden om at skabe et førsteklasses ejendomsselskab.”

Fokus Asset Management A/S har ydet rådgivning til Velux fonden i forbindelse med stiftelsen af Kjøbenhavns Boligejendomsselskab og har desuden en aktiepost i selskabet. Desuden er Velux Fonden blevet rådgivet af Bruun & Hjejle og PwC, mens Q Apartments Group er blevet rådgivet af Bech-Bruun.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til:

Tonny Nielsen, CEO / Partner Fokus Asset Management A/S

M +45 21 43 09 96

tonny.nielsen@fokusasset.dk